Jørgen Printz Steinicke
Autodidakt maler, født 1949. Uddannet cand. mag i historie og kunsthistorie ved Københavns Universitet. Lektor i historie på Ribe Seminarium/University College Syddanmark 1988 – 2010. Aktiv udstillende kunstner siden 1982-83. Medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF) siden 1989. Medlem af kunstnergrupperne FuFo (med Leo Tandrup, Lars Bang, Carsten Frank og Knud Peter Jensen) og Kobling (med Margit Enggaard, Marianne Steenholdt Bork, Lars Waldemar, Pia Brix-Thomsen).
Indehaver af Galleri 46 (åbnet 2000), siden 2003 hjemsted for Sydjysk Kunstforening, der årligt viser fire udstillinger med kvalitetskunst.
Forfatter til en række bøger - bl.a. lokalhistorie og kunsthistoriske emner. Bogen Kultour (mellemgaard 2014) skildrer en kulturhistorisk rejse fra Holsted til Rom. NY: Lys og slagskygge - 300 års spansk malerkunst (mellemgaard 2017)
Malerierne er ekspressionistiske. Indtil for et par år siden tog motiverne ofte enten afsæt i såkaldt primitiv kunst, helleristninger, kalkmalerier, oprindelig afrikansk og latinamerikansk kunst. Siden arbejdede jeg med parafraser over renæssance/barok maleri. En tid har jeg overvejende arbejdet med landskabet og naturen samt den helt nære verden. Verden er fortsat stor og forunderlig, når den omsættes til billedsprog - om det så bare er den røde termokande og den evindelige kaffekop, der er genstand for maleriet. De sidste par år har det især været billeder med udgangspunkt i mennesker der er på flugt fra krig, vold, sult og anden nød. En serie malerier kredser om en fiktiv kvinde, Layla, og hendes to børn - på flugt indtil de lander på Herrens Mark, et forblæst sted, måske her i nærheden.